Jeg er født i 1963 og har prøvet lidt af hvert. Det har, til tider, været meget udfordrende, og samtidig meget lærerigt. Hver gang livet har slået mig ud af kurs, har jeg rejst mig igen. Min modgang har gjort mig stærk, og jeg véd af egen erfaring, der er en vej til det gode liv.
Dette gør, at jeg har et godt udgangspunkt for at hjælpe og støtte dig i din proces, fordi jeg kender til livets udfordringer og har en personlig levet erfaring med det.
Jeg er stille og rolig, og foretrækker det enkle liv. Jeg værdsætter de små ting i livet, som at bade i havet, gå tur, være i naturen, dybe samtaler om livet med min partner, familie og venner, tid med mine børn og børnebørn, motion og god sund mad og vin. Jeg elsker at udvikle mig som menneske og arbejder konstant på at være det jeg længes efter. Det er både hårdt, spændende og meget tilfredsstillende.
Jeg har haft rigtig mange forskellige jobs, taget flere uddannelser og har været på et utal af kurser og retreats gennem de seneste 20 år.
Mine uddannelser:
Jeg er certificeret ID-psykoterapeut, certificeret i “Den mytiske hårdknude metode” v/ Jytte Vikkelsøe, Nada øre akupunktør og har tidligere afholdt mindfulness forløb. Jeg er tidligere politibetjent og har 18 års erfaring fra den pædagogiske verden som mentor, coach, psykoterapeut og familievejleder. Jeg har siden 2008 deltaget i løbende bevidsthedstræning hos Consciousheart.dk. og har stor erfaring med at arbejde med menneskers overgange, kriser og udvikling mod større livskvalitet.
I 2023 startede jeg på et 2 årigt meditations forløb på Vækstcenteret i Nr. Snede.
Nu er jeg kommet til et sted i mit liv, hvor det meste hænger sammen. Mit personlige arbejde med mig selv og erfaring gør, at jeg kan stå godt i mig selv, mens orkanen hærger i og rundt om mig.
At livet en dag kun er nemt, er ikke realistisk, men at lære at stå i det, mens det er svært, er realistisk.
Jeg har et personligt kendskab til:
- skilsmisse
- at blive forladt af en partner og være i dyb krise
- at miste mine forældre
- bekymring, glæde og sorger i forbindelse med mine 3 børn
- angst
- depression
- at miste mit job
- eksistentiel ensomhed
Kontakt mig, hvis du har du lyst til, at jeg støtter dig med at være det, dú længes efter?